Gestaltterapi er som at være i cirkus
Når du træder ind gennem åbningen i teltdugen, er tiden din!
Du træder ind i et særligt rum, ind på en øve-arena. Her er højt til loftet, der er stole at sidde på, der er plads på gulvet til at bevæge dig, der er trapezer i loftet, dyr i baglokalet, og artister i alverdens afskygninger.
Måske er de der ikke fysisk, men rummet er åbent til at bruge din fantasi og lade ting træde frem og tage form og derigennem undersøge, hvordan du forholder dig til dem. Hvad vækker det af følelser og tanker, hvad gør du og hvordan holder du dig evt. tilbage fra at gøre det, du gerne vil?
Når du træder ind på arenaen og finder mod til at forholde dig åben til det, du møder, opdager du sandsynligvis nye perspektiver og nye måder at være dig på.
Det kan være hårdt arbejde; og det tager nogle gange tid at opnå klarhed over, hvordan du fungerer og hvad du vil og ikke vil. Viljen til forandring er vigtig, OG det er også helt okay, at du indimellem har lyst til at sætte dig på bagerste stolerække og tage en slapper.
Når "forestillingen" er færdig, træder du ud gennem teltdugen og ud i lyset, ofte med en ny fornemmelse i kroppen, og nyt perspektiv på det at være dig.
Samtaleterapi der kan mærkes
I gestaltterapi opererer vi ikke med at krop og sind er adskilte enheder, tværtimod. Derfor bringer vi altid både sanser, følelser og tanker i spil i terapien.
Betragt det som forskellige informationskanaler, jo flere du har kontakt med - og tør lytte til - desto mere nuanceret bliver det billede du stykker sammen på baggrund af dit møde med verden og andre mennesker. Og desto tydligere bliver det for dig, hvordan du kan og vil interagere.
Polariteter og nuancer - Hvem er jeg også?
I terapien har du mulighed for at sætte tempoet ned og blive bevidst om dine egne mønstre, hvordan de hjælper dig og hvordan de spænder ben for dig. Måske bliver du opmærksom på noget undervejs, som du vil gøre anderledes fremadrettet.
Tilsvarende får du mulighed for at undersøge og afdække alt det, du indeholder som menneske. Både dine ønskværdige og mindre ønskværdige sider. Livet er ikke sort-hvidt og det er du heller ikke! Jo flere polariteter og nuancer af dig selv, du lærer at kende, desto stærkere er dit personlige fundament.
Med øget selvkendskab og selvaccept bliver båndbredden større, farveskalaen mere nuanceret og elastikken mere spændstig. I gestaltterapien taler vi om det kreative nulpunkt:
Det kreative nulpunkt er det sted, hvor du kender dig selv, dit eget ansvar og har frihed til at afveje muligheder og potentialer inden du træffer beslutning!