Jeg hedder Helle, er 44 år og under uddannelse til Kropsterapeut hos Body All Mind i København. Jeg har i 2020 bestået mine eksaminer i Anatomi, Fysiologi og Sygdomslære og i maj 2021 er jeg færdiguddannet som Kropsterapeut. Samtidig studerer jeg psykoterapi på 3. år på Nordisk Gestalt Institut.

Sammenhængen mellem krop og psyke er et centralt omdrejningspunkt i både mit arbejdsliv og privat. Som tidligere konkurrencegymnast har jeg oplevet både fysiske og psykiske belastninger samt erfaret, hvordan min krop og psyke kan støtte hinanden, men også  modarbejde hinanden. I dag arbejder jeg med min krop og psyke gennem yoga og argentinsk tango samt gennem mit arbejde og min egenterapi.

Opmærksomhed, respekt og tydelighed er nøgleord for mig i min praksis. For ud af det vokser tillid, som danner basis for meningsfuld kontakt mellem mennesker.

De samme værdier bringer jeg ind i behandlerrummet, hvor jeg tilbyder dig et trygt rum til at udforske og blive klogere på dig selv. Hvad mærker du? Hvad ønsker du? Hvad undgår du? Gennem en kombination af kropsligt arbejde og samtale hjælper jeg dig til at være med dét, der er og til at navigere mellem det, du ønsker og dét, der holder dig tilbage.