Yogaundervisning hos iKONTAKT

Eneundervisning i Yoga

Gennem en 1:1 yogasession bliver du mere bevidst om dine vanemæssige bevægelsesmønstre og du optræner nye måder at bevæge dig på. Du bliver bedre til at lytte til dig selv og får viden og værktøjer til at bygge din praksis op via progressioner.

Vi arbejder sammen på yogamåtten med stillinger og overgange, variationer og progressioner. Det er også muligt at arbejde med vejrtrækning og meditation. 

Sessionen afsluttes med en afslappende Savasana, hvor jeg bruger manuelle behandlingsteknikker fra kropsterapien til at understøtte afspændingen. 


Undervisning Privat gruppe 

Ønsker du at etablere din egen private gruppe, er det også en mulighed. Det kan være venner eller kollegaer, der gerne vil træne og praktisere sammen og bygge et fællesskab op heromkring. 

Vi kan etablere kortere eller længerevarende forløb, ligge pauser ind efter behov og i det hele taget tilpasse undervisningen til jer. 

I kan vælge selv at sørge for lokale og udstyr og alternativt sørger jeg for det.

Send mig en mail og lad os tage en uforpligtende snak om mulighederne.  


Faste hold i studie

På mine faste klasser indgår både styrke- og mobilitetstræning samt opmærksomhedstræning gennem meditation og vejrtrækningsøvelser.

Du finder mig hos Hot Yoga Studio på Østerbro i København og på NOR Sundhedshus. 

Deltager du på mine faste klasser, kan du blandt andet forvente at blive stærkere og mere mobil, dvs. mere funktionel i din hverdag. Derudover vil en løbende yogapraksis påvirke dit nervesystem og gøre det lettere at finde ro og nærvær i hverdagen.



Yoga - Krop og sind

Yoga praktiseres over hele verden og er i konstant udvikling. I Vesten er yoga ofte forbundet med fitness, hvor optræning af styrke og mobilitet er prioriteret. Det kan være ganske brugbart, blandt andet for at opnå øget funtionalitet i hverdagen. Ind imellem drysses lidt åndedrætsøvelser, mantraer, chanting og meditative øjeblikke over som en slags topping på isen, "smagsvariationer" som kan overraske og give nye sanseoplevelser.

Men yoga er langt mere end blot fysiske øvelser på en måtte. Det er en årtusindelang livsfilosofi, der bærer kimen til at skabe balance både fysisk og psykisk. Yoga tilbyder et værdikompas for livet, guider dig til øget selvindsigt og indadrettet opmærksomhed, og åbner op for en dybere forståelse af din individuelle væren og din forbindelse med verden omkring dig.

Over tid og gennem kontinuerlig praksis vokser der hos rigtig mange praktiserende en nysgerrighed og en søgen efter den livsvisdom, som gennemsyrer det yogiske system. Stille og roligt forplanter yoga sig til andre aspekter af livet og bliver i mere eller mindre grad en integreret livsfilosofi.